This...evening [Tagget Gamma]

[Deleted]

Den lille flod af smeltevands rislen kunne høres mindst 100 meter fra, hvor den snehvide polar tæve befandt sig på nuværende tidspunkt, og det iskolde vand, som hun for et godt stykke tid siden måtte krydse, havde sat sig som isflager i de hvide poters pels. De skarpe klør var fortsat boret ned i den hårde isoverflade, som hun kæmpede sig videre henad i sin søgen efter læ. Og snart bar hendes søgen frugt, og ikke mere end 2 minutters gang længere fremme, kunne isgrotterne ses. De var ikke fænomenalt store, men der var plads til hende, så hun kunne få tag over hovedet. Desuden havde hun vandret i dage, og ingen sjæl havde været at finde i Wolfland længe. Det var tomt og øde, og den bidende vind havde taget fat, på trods af sommerens entre. Hun var udmattet og sulten, og var blevet tvunget ud af byen, fordi en epidemi havde truet befolkningen i landsbyen. Dette havde givet hende en sygdom, som hun ikke just var sluppet af med endnu, og skønt hun ville ønske det, så måtte hun erkende, at hun ikke selv vidste, hvad det var hun led af. De isklare blå-grønne øjne spejdede opgivende tilbage over skuldrene et øjeblik, inden den lille tæve begav sig ind i den første og bedste isgrotte hun kunne se. Kulden kunne hun jo nogenlunde overleve. Det var i hendes blod. Men hun kunne ikke længere forsvare sig selv i kamp, og derpå var hendes temperament og næsvished ikke kommet hende til gode..i hvert fald ikke overfor de større, vilde dyr, som hun ikke kunne jage grundet hendes størrelse. Det viste et sår over højre skulder, fra en unghjort, som hun i desperation og sult havde jaget, men ikke haft heldet med sig til at nedlægge. Trods svagheden var hendes håb ikke tabt. Det lyste ud af hende. Hun ville ikke ende sit liv sådan, som hendes familie havde gjort det..der måtte være andet liv. Og hun var opsat på at finde det, og derfor havde hun søgt ud i den anden ende af Wolfland, tværs over landet fra hendes hjemsted i den ene landsby, og nu til isbjergene..  

[Gamma]

Den sølvgrå hanulv kom nærmest susende gennem området, med hans pansrede højre forben hamrende ned mod jorden med særdeles høj kraft, for hvert skridt eller spring han tog. Hvis grene eller andet var hvor hans pote skulle sættes, ville dette blive ødelagt, grundet kraften og farten han havde på.

Ikke langt foran den store ulv, var et yngre hjortekid som var blevet adskilt fra sine forældre, og i et enkelt langt men velberegnet spring, fangede han den. Hans forpoter ramte det bette dyrs ryg og tvang det ned og før det kunne få lov at komme op, lukkede hans stærke kæber sig om dens hals, og med et hurtigt og ufortrødent ryk, fik han brækket nakken på dyret, og den stærke lugt af frisk nedlagt dyr, begyndte at brede sig i området.

Hans olivengrønne blik var fremadrettet og han kneb sine øjne en smule sammen, før han gav slip på kiddet og placerede sin ene forpote, den højre.. Den pansrede ovenpå sit bytte, før han tillod sig at se rundt i området. Han var en af de få der havde klaret sig overraskende godt, alt taget i betragtning. Han snuste lidt til luften, og fangede godt lugten af en anden ulv... han brummede ved tanken.

[Deleted]

Hun havde næsten fundet ro, og lå sammenrullet som en lille, pjusket snebold inde i en af isgrotternes dunkle belysning, idet en lugt, som ikke var til at tage fejl af, strejfede hendes lille, men skarpe snude. Hun rettede hovedet op og derpå de store ræveører fremad med et så opmærksomt blik, som hendes spinkle krop og febervarme hoved tillod hende. Lod tungen glide over de skarpe små hjørnetænder ved at slikke sig om munden, hvilket blot mindede hende om sin egen sult igen.

Derpå nåede hun frem til den konklusion, at hvis noget var dødt for nyligt i nærheden, og der ingen ulve var i nærheden, så måtte det instinktivt betyde føde. Og hvis en anden ulv var tilfældet, havde den tykke duft af nyflydende blod overlappet denne. Hun rejste sig med et ryk og kom på benene, inden hun - mod sin egen krops vilje, satte frem i et luntende tempo langs med isbjergets ene side, imens hun fulgte færten.

Ikke langt derfra fik hun øje på det unge kid, og satte farten en anelse op, endnu hypnotiseret af synes af mad, inden hendes hjerne og øjne stoppede hende brat fra alt hvad hun havde gang i, og gjorde hende klar over en stor, sølvgrå hanulvs tilstedeværelse. Hun bremsede op og lagde ørerne en anelse bagud, og lod de feberblanke, blågrønne øjne hvile på den store ulv, der stod i vejen for hende, idet hun blottede de små skarpe tænder, men uden at sige en eneste lyd. Blot for ikke at fremstå svagere end hun egentlig var.

[Gamma]

Netop som han skulle til at løfte sit bytte og gå tilbage til sin egen hule med det, blev færten af den anden ulv stærkere, og afbrød ham. Hans olivengrønne blik blev straks rettet mod den mindre og mere spinkle hunulv da hun dukkede frem.

Han spidsede begge sine ører og lod sit blik hvile mod hende, og bemærkede godt hvor blanke hendes øjne egentligt var. Han holdt sin hale parallel med sin ryg og skuldre og lod de knive-agtige metalklør på hans højre pote, bore sig ned i kiddet.

Han blinkede ganske overrasket, ved hunulvens attitude, da hun blottede tænder af ham. Prøvede hun at skræmme ham væk fra hans bytte? Uacceptabelt! Han kneb øjnene en smule sammen før han selv, let viste tænder og lod en dyb brummen forlade sin strube.

Han ville nok ikke angribe hende, simpelthen fordi hun var en tæve, men han ville stadig heller ikke opgive sin mad til hende. "Hvis du vil have noget at spise, er jeg bange for at måtte informere dig om, at du selv må nedlægge et bytte." Sagde han så, ud mellem sine tænder, før han vippede det ene øre ud til siden, for bagefter at rette begge øre frem mod tæven igen. Nærmest afventende.

Han viste ingen tegn på frygt og gav ingen antydning til, at ville opgive sit bytte, til en fremmed lille tæve.

[Deleted]

Den lille tæve opgav efter et par sekunders stilhed den aggressive attitude og lod de skarpe tænder skjule igen, inden hun vendte ørerne op og ud til siden i stedet en anelse afventende også. Som om hun tænkte over hanulvens ord. Tyggede på dem. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle formulere sig. Var nok nærmere bange for endnu en gang at ende som efter kampen med hjorten sidst, et eller andet sted. Hendes blik ændredes og syntes langt mere neutralt, inden hun lod det falder til jorden.

"Det.." Ville tæven til at forklare sig, men havde næsten ingen stemme, efter ikke at have brugt den i lang tid, og måtte hoste lidt, inden hun fortsatte. "Har længe prøvet selv. Jeg kan ikke mere. Det eneste jeg kan er at håbe på selvdøde byttedyr." Svarede hun endelig færdigt, og så op på den sølvgrå han endnu en gang, som var et lille stykke fra hende. Hun havde ikke turdet nærme sig mere end 6 meters afstand fra hjortekiddet og den anden ulv.

Den buskede hale hang lavt, som om der ikke længere fandtes nogen forbindelse mellem den og resten af hendes krops nervebaner. Selvfølgelig var dette ikke tilfældet, men hvorfor bruge energi på halen, når man i forvejen er svækket? Hun så sig tilbage over skulderen. "Jeg går ud fra du er uden flok." Konstaterede hun så lavt for sig selv.