Sun [Mortuum x Cielo]

[Mortuum]

Tungen hang langt ud af munden på den sorte ulv da han kæmpede sig vej igennem den tykke varme som lå som et fedt lag om ham. Hans vejrtrækning var besværet da han jo var sort pelset og savannen ikke ligefrem var et særlig køligt sted. De mørke ramt vandhullet som lå et par meter fra ham. Han sukkede lettet op og satte sin fart op. Han knurrende dybt af de andre dyr som var om vandhullet. Nu var det hans tur til at være der og han forventede at de andre dyr gik væk. Og det gjorde de, efter hans forventninger. Han lod sig dumpe ned ved vandet og drak med det samme, solen bagede ned på ham og irriterede hans ar som gik over hans ventre øje. Han lå der blot, han ville ikke flytte sig, hvis man så ham ville det ligne at han var død.

[Deleted]

Solen lå stadig på himlen, varmede og stegte den upraktiske sorte pels i hvert fald under den forbandet sol.. Han gik på det ukendte jord. Bevægede sig stolt frem, uden at vige. Han var ligeglad. han bed efter dem der gik i vejen. For her kom han. de gule øjne hvilede blot dræbede ud i luften, en kølig moderisk tone, noget der sagde han ikke var bange. han nåede et vandhul, andre var i nærheden, dyr og lign. En anden sort ulv nær ham, faktisk næsten lige ved siden af ham. han sænkede hovedet og indtog noget vand, lyttede efter imens hvis ulven viste liv eller ville angribe alle andre for den sags skyld. Musklerne spændte let op i hans krop. Ved lyden af et dyr der var lidt for modigt og var tæt på, han sprang frem og lod tænderne synke ned i dens ben, smagte den metalliske smag af dens blod i hans mund, nedlagde det mindre og ret unge dyr.. men spiste dog ikke selv særlig meget af den.. en arrigt fnys forlod hans læber, blodet dryppede stille ned fra hans sorte mund.

[Mortuum]

Hans ellers hængende øre rettede sig op da en lyd nærmede sig, han snusede luften ind og flyttede de mørke øjne, en anden ulv, han kunne lugte det. Den normale våde, friske, lugt ulve har. Blanding af skov, bjerg, gras og vind. Det var ikke nogle slem lugt, tværtimod, en god lugt at genkende en af ens egen art på. Han løftede sit hoved og så mod den anden sorte han ulv som næsten var ved hans side. Den så ikke venlig ud, den lignede en som have været meget igennem, og holdet meget inde. Han tøvede lidt da han så lod ulven, mon han skulle hilse? Bare af venlighed nu hvor ulven alligevel var her, men han kendte den jo ikke, og vidste ikke om den ville kæmpe eller hvilke intentioner denne ulv havde. Han blinkede en langsom gang og rejste sig så op, stadig med sine mørke øjne hvilende mod den fremmede ulv. "Er du ny her?" Spurgte han så i en rolig og stille tone, før han ligeledes bukkede sig ned og drak noget vand.

[Deleted]

Hans gule øjne ladte på den fremmed sorte da stemmen lød fra den.. Vuderende så han på den.. den var stærker end ham, ingen tvivl. "om jeg var ny eller ikke, ville du ej kunne bruge til noget, ville du vel?" sagde han blot igen.. "men som svar på dit spørgsmål så er jeg ny" han slikkede sig lidt om munden. Den metaliske smag af blod fyldte hans mund. Han lod kløerende synke lidt ned i jorden. "og De?" lod stemmen et godt stykke tid efter.

[Mortuum]

Han skævede mod ulven, den lød vis, men så ikke sådan ud, her lærer man vel virkelig noget når det kommer til ikke at dømme en bog på omslaget. "Der har du vel ret... Tænkte bare på venlighed" Han Lod et lille smil tegne sig på hans mund. "Nej jeg har efterhånden været her et stykke tid... Efter at havde været på flugt så mange år håber jeg at det her bliver et sted jeg virkelig kan falde til" et lille suk forlod ham "jeg hedder forresten Mortuum"

[Deleted]

Han lod de gule øjne hvile på den. "venlighed.. det er lang tid siden jeg har mødt det ord" svarede han blot roligt. men ærligt. "nogen kan bare ikke falde til alle steder. blodet på poterne vil altid være set" sagde han roligt. "Cielo de Sangre, kald mig hvad du vil, hvis vores veje mødes igen en dag" sagde han blot i en rolig tone. han så mod den tydeligt stækre ulv. Han var skam ej bange for den, men det var dog mest vis at forholde sig med respekt til den.

[Mortuum]

Han satte sig roligt ned og lyttede til ulvens ord "Alle fortjener venlighed ligemeget hvad de har gjort og hvad de har været igennem...." Hans mærke øjne så kort op på solen, dens lyse aura skar i hans øjne "forbandede sol..." Sukkede han. Hans blik flyttede sig så tilbage på ulven "Du ligner en der har været meget igennem... Du har ikke altid været den du er nu, har du vel?" Han kunne se meget af sig selv i den ulv.

[Deleted]

Han så mod ham, "kan ikke sige dig imod" sagde han roligt. han så på den anden. "jeg kunne ikke være mere enig.. men mon ikke snart mørket kommer igen" sagde han roligt. lod kort de gule øjne se rundt omkring dem. Han så mod Mortuum. "fortid er fortid, men jeg har ikke altid været en af mørkets vrandre nej" sagde han roligt. Verden var ond, men der var intet at ændre. "det samme med dig ikke?" Det var nogen samligende i de øjne af Mortuums.

[Mortuum]

Han sukkede lidt og så ned på sit spejlbillede i vandet, han så på det ar der gik ned over hans øje som et sæt klør. "Min søster og min onkel dræbte alle i min familie, jeg så begge mine forældre blive dræbt foran mig, og da jeg prøvede at bryde ind og hjælpe min mor, rev min søster mig, og da hun var færdig med min mor jagede hun mig bort... Efter det blev jeg kold.. Følelsesladet... Nogle gang hør jeg stadig de mange hyl fra ulvene, jeg ser stadig flammerne som spredte sig og slikkede sig op af træerne... Men... Ja... Fortid er fortid... Der er ingen grund til at se tilbage når man lige så godt kan leve i nuet"

[Deleted]

Cielo han så på den fremmed og lyttede og nikkede. "verden er ond og bestemt ikke fair. det er jo det, man må se frem, fordi det er her du kan gøre noget, det er forsent at ændre noget fra fortiden" sagde han roligt, han forstod udemærket Mortuum. De havde meget tilfældes, dog fortalte han ej sin historie, da han holdt den mest for sig selv. "så hvad så nu? vrandre alene?" spurgte han stille. Kunne godt være Mortuum havde fundet en ven med sig, eller en mage, det kunne Cielo jo ikke vide, derfor spurgte han roligt.

[Mortuum]

Han så op fra vandet og hen på Cielo, han kunne faktisk godt lide hans selskab, hvilke nok også er fordi at de minder så meget om hinanden "Jeg plejede at vandre alene, men nu er jeg i en lille flok.. Jeg har også en partner hvis man kan kalde hende det.. Jeg har bare ikke spurgt hende om hun vil være min mage endnu" Et skævt smil samlede sig på hans læber, et par af hans tanker samlede sig på Sage. "Og hvad med dig? Har du mødt nogle andre af landet ulve?"

[Deleted]

Han så roligt på ham, "lyder spændende, lyder til du kan lide hende" sagde han med et smil "hvorfor ikke spørge hende" han smilte blot roligt, tja noget sagde mig Mort havde fundet en. Hvilket måtte være rart. han stod lidt og tænkte for sig selv, da Mort snakkede. "oh mig.. jeg har ingen, er skam helt alene. ikke rigtigt i dette land har jeg mødt andre end dig" svarede han roligt. Men det var rigtigt han var alene og han fortrak det sådan "jeg kan funger bedste alene" tilføjede han kort efter, lod et skævt smil komme kort frem. Det var intet ondt mod Mort, intet had. Blot en konctatering i han ikke havde niget imod at være alene, det var sådan han havde haft det i storset hele sit liv, og han trives fint med at være alene.

[Mortuum]

Han sukkede lidt og trak på skuldrene, han blik rettede sig lidt ud for sig. "det gør jeg skam også... En hel del" Han smilte lidt for sig selv ved tanken "Jeg mangler det perfekte tidspunkt at spørge hende... Jeg må havde udtænkt en måde at gøre det på" Han lo stille og så på Cielo igen "Der er ellers en masse god sindet ulve i dette land" Han strak sig lidt "Sådan havde jeg det også engang, jeg klarede den bare bedst alene,  det gør jeg stadig, men jeg har lært mig selv at næsten klare mig lige så godt sammen med andre" Han smilte skævt. Og så ud på savannen hvor solen langsomt gik ned

[Deleted]

han smilte lidt "perfekt, tja hvorfor ikke! perfekt til den perfekte ikke?" han smilte stille, ikke fordi han havde meget viden på det basis, men Mortuum lød glad, så noget måtte der være om sagen. Han synes i hvert fald Mortuum skulle gå efter det.
Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle svare "når for vi at se hvad tiden bringer med sig, det kan aldrig vides" sagde han roligt. Mørket var endelig ved at komme.. "endelig" sagde han med et smil da solen langsomt synes at forsvinde fra himlen.