Grænsen af Wolf (Gamma)

[Shika]

Shika så sig lidt omkring. Hun var på afveje igen og var denne gang havnet ved grænsen til Wolflandet. Efter Isblokaden var der intet andet end frossen slette og havet hele vejen til det næste kontinent og det gamle Wolfland. I vinters havde havet væres frosset til så man kunne vandre hertil. Det tog næsten et år at komme fra det gamle wolfland til det nye.

Shika huskede katastrofen tydeligt og hvordan mennesket gjorde det umuligt at leve trygt i det gamle wolfland. Hun huskede hvordan de havde væltet træer og skove med deres maskiner og de hver aften drog ud med deres geværer og andre skydevåben for at få ram på hver en ulv, for ulvenes paradis var blevet lavet om til menneskets.
Hun fnøs ved tanken om at måtte forlade sit barndomshjem, men her var ganske nydeligt og hun holdte af det nye land som havde langt flere muligheder og godt med mad. Der var ikke hungersnød her.
Shika løftede hovedet en anelse og lagde det på skrå. En skikkelse befandt sig i det fjerne. Var det mon en isbjørn? Nej, denne have et ben af metal som Sage havde det. Hun kunne kende lyden.

[Gamma]

Den store sølvgrå ulv bevægede sig rundt ude ved det frosne hav, meget omhyggelig med ikke at gå på isen, hvor den var særligt skrøbelig. Hans ører var spidsede, og vippede ved hver eneste lille bitte lyd, selvom han selvfølgelig ignorerrede lyden af metallet fra hans eget ben. Det var han for længst blevet vant til.

Det grønne blik skimmede området, og en mørk skikkelse stod ud, i det ellers vide og frosne område. Som hans blik låste mod denne skikkelse, sænkede han farten, og havde allerede nu vipper begge af de spidse øre i dennes retning, som han meget afslappet og ikke særlig bange af sig begav sig i den anden ulvs retning.

Han stoppede op lidt fra hende, med hovedet hævet, men halen sænket, og viste ingen tegn på ellers aggressiv eller truende adfærd, selvom han godt selv vidste, for farlig han så ud. "Hey." Hilste han så, noget henkastet efter noget tid, før han vippede det ene øre lidt mere ud til siden. Ikke af usikkerhed, men for at lytte efter sine omgivelser, så intet skulle kunne overraske ham, selvom hans fokus på nuværende tidspunkt var på ulven foran ham.

Den var noget lavere end ham, men det lod ikke til at genere ham. 

[Shika]

Shika så den hvidgrå ulv komme nærmere og kastede sig ned foran ham da han hilste. Dette var ikke grundet hans udseende, hun var bare generelt ret nervøst anlagt. "...heei.." sagde hun forsigtigt med en lillebitte stemme inden hun langsomt rejste sig igen og snuste til ham. Han lugtede fremmet og menneskeligt.

[Gamma]

Han bemærkede hvordan hun smed sig på jorden foran ham, og han tillod sig at lægge hovedet lidt på skrå, men kommenterede ellers ikke på det, han sænkede selv hovedet en smule, for at virke mindre, hvad siger man, indtrængende. "Hvem er du så?" Spurgte han så, efter noget tid, før han satte sig ned. Doven som han nu engang var.

Der var ingen grund til at skulle stå op, mens man snakkede. man kunne spare så meget energi, ved at sætte sig ned, frem for stå op. Hans ører var stadig opmærksomt spidsede, som han afventede hendes svar.

[Shika]

Hun var meget genert og der gik lang tid hvor hun tog sig sammen og dernæst lang tid hvor hun stammede "shi shi shi shi shi shi Shika." svarede hun nervøst og rystede lidt på hovedet af sig selv "hv..hvem er du?"

[Gamma]

Han lyttede som hun fik fremstammet sit navn, hvortil han nikkede en enkelt gang, før han satte sig lidt mere ret, stadig med ørene opmærksomt spidsede, som han lyttede til hendes spørgsmål, og han sendte hende et roligt smil. "Gamma." Svarede han rolig til dette spørgsmål.

Han var meget omhyggelig med ikke at virke truende eller utilregnelig, med Shika's ellers nervøse natur, til trods for at han endnu ikke havde gjort noget eller udvist aggression overfor hende.

[Shika]

Shika følte sig mere tryg ved den fremmede da han havde sagt sit navn. Hun smilede og satte sig ned. Måske han ville være med i flokken? Han skulle i hvertfald have tilbuddet. "Vil du være med i vores flok?"

[Gamma]

Han vendte ørene lidt ud til siden ved hendes spørgsmål, før han spidsede ørene igen. Flok? Tænkte han for sig selv, og blinkede et par gange. Det havde været utroligt lang tid siden han havde været med i en flok. Hans vejrtrækning var rolig og regelmæssig.

"Jeg er ikke rigtigt.. Typen der går i flok." Sagde han så og lagde hovedet en lille smule på skrå, i et stykke tid, før han rettede hovedet sådan lidt op igen.

[Shika]

"nå." svarede hun og trak lidt på det. Det var lidt svært at finde noget at tale om som ikke kom til at handle om hans ben. Hun så det som en skade. "Hvordan har du fået det seje aftegn der?" Spurgte hun så og nikkede mod hans skulder.

[Gamma]

Han så på hende, som hun spurgte til mærket på hans venstre skulder, og han vippede det ene øre lidt til den ene side. "Nogle forskere." Sagde han så, i en noget henkastet tone, som var det ikke noget specielt.

Dog rettede han sig op og spændte i musklerne om han skød brystet frem, som for at føre sig frem. Han så lidt på hende, mens han spidsede øre, ganske opmærksomt. Hans hale fejede en enkelt gang fra den ene side, til den anden, bag ham og fejede sne fra den ene side til den anden.

[Shika]

Shika tøvede lidt inden hun bragte emnet videre. Hun ville jo helst ikke bringe nogle grumme minder frem, men hun forstod at han havde været hos menneskene. "Var de onde ved dig?" spurgte hun dernæst. Hun havde forstået at ikke alle mennesker var onde. Nogle hunde specielt kunne godt lide dem.

[Gamma]

Han så lidt på hende og lyttede som hun spurgte, før han vendte det ene øre ud til den ene side, før han vendte det frem mod hende igen. "Detkan man vel godt sige de var. Men, det er okay. Jeg mener, det er jo ikke sådan at de får fat i mig igen." Sagde han så, i en overraskende rolig og ubekymret tone.

Jo, man kunne vel godt sige at menneskerne havde været onde ved ham, men det var jo ikke sådan at han stadig led under det. Nu var han jo på fri fod igen, og havde ingen intentioner om at lade sig fange eller noget. Han blinkede en enkelt gang med de grønne øjne og lod blikket hvile på tæven foran ham.

[Shika]

Shika brummede lidt. Han tog det pænt så hun tænkte at det nok ikke havde været så slemt endda. Måske han godt kunne lide menneskene? Det kunne jo være at han så sin skade som en fordel i stedet for.
Shika overvejede mulighederne for at holde snakken kørende. Det her var ikke noget hun var særlig god til. Hun valgte at holde kæft og se om den anden havde et emne at smække på bordet.