Remember Me? Sage X Mortuum

[Sage]

Sage's grønne blik kiggede fra sted til sted, på vagt som altid. Vulkanen var ganske køn og bestemt ikke et dårligt sted at have en flok, bestemt ikke den flok hun havde sagt ja til at deltage i. Men det er lige meget nu, hun ledte efter noget helt bestem. Rettelse, nogen. Metallet klirrede arrigt imod den hårde overflade af vulkanen, hun var ret sikker på at hun kunne lave et par dybe flænger i næsten enhver overflade hvis hun gad.

Hun rystede svagt på hovedet og nægtede at opgive. Hun ved at Shika har stødt på ham et par gange, så derfor må han være i det her land et eller andet sted. Halen svang roligt med til hendes skridt som hun ivrigt og søgende ledte alt igennem hun kunne. "Mortuum~" Nynnede hun næsten med et svagt 'smil' synligt, og kiggede alt grundigt igennem.

[Mortuum]

Mortuum mørke øjne lå og hvilede ud for ham, på de knogler han var støt på, det lignede knogler fra et menneske, vandre de virkelig omkring her? De burde vide bedre. Et dybt suk forladte ham da han gik forbi de hvide knogler, der sad stadig kød på nogle af dem, men det var råddent. En lyd, eller mere en stemme fik ham til at rive sin opmærksomhed et helt andet sted hen. Denne stemme kendte han, meget godt. Han havde næsten savnet denne stemme "Sage?" Mumlede han. Hans ellers rolige skridt blev til en let løbende gang, hans klør gled lidt på den let glatte klippe. Hans hale flød langsomt fra side til side i en let logren da han blik fangede hende "Sage" sagde han i en munter tone med et let smil hvilende på hans mund

[Sage]

Sage stoppede brat, frøs i sin position før hun ret hurtigt slog blikket i retningen af den sorte skabning som sagde hendes navn. Mortuum. Den langhårede og pelsede hale logrede ved synet og hun næsten spjættede af ren glæde. "Mort!" Sagde hun højt og løb ham i møde, hendes grønne øjne strålede af ren og skær lettelse ved at se ham. Det er alt for længe siden hun har været i kontakt med ham. "Mortuum! Det ér dig!".

[Mortuum]

Det er hende, hans ellers mørke blik lysnede op da hun kom mod ham "Hvor er jeg glad for at se dig!" Han små hoppede lidt rundt foran hende. "Jeg vidste ikke at du var kommet til.. Det nye wolf land" Han smilede stort til hende og logrede glad

[Sage]

Hun gengældte hans smil og hun luntede og hoppede en smule rundt om ham med de grønne øjne fikseret på Mort. "Jeg hørte du var her, fra en af de andre. Men hvor er jeg glad for jeg fandt dig!" Sagde hun og stoppede endelig sine små bevægelser og nøjes med at logrer glad.

[Mortuum]

"Jeg havde ikke forventet at se dig, jeg troede at du stadig var med i Markarovs flok" Han kunne ikke andet end at logre med halen, havde havde savnet hende meget. "Gosh hvor er jeg glad for at se dig uskadt og i live" Små grinte han og tillod sig at give hende et slik på kinden

[Sage]

"Dét er fortid nu" Sagde hun næsten toneløst. Nej, det her er en ny begyndelse på et bedre sted. Ja, en ny tid med Mortuum i billedet. "Hah, det er godt at se du ikke har forvildet dig ud i noget åndssvagt!" grinte hun højtlydt og gengældte hans slik. Det er ALT for længe siden de har ses sidst.

[Mortuum]

Hans smilede roligt til hende "Neeeej, jeg har prøvet at holde lav profil og lade vær med at rode mig ud i problemer" Lo han stille "Og hvad med dig... har du kæmpet mod nogle hjorte?" Spurgte han i en let drillende tone, minderne om hvordan hun havde haft problemer med en hjort gik igen i hans tanker.

[Sage]

"For en gangs skyld holder du til ikke at lave rag i tingene" Leede hun og satte sig ned. Halen svingede stadigvæk fra side til side for at udtrykke hendes glæde. "Hjorte?! PFT! jeg har da nedlagt ethvert bytte indtil videre" Hun løftede det højre ben en smule op og lænede på det venstre, og grinte fortsat. Ah, mindet om det møde. Godt Mortuum var der, og det var hun taknemlig for endnu.

[Mortuum]

"PFFF, ned lagt vært bytte... hvad kalder du for bytter.. de kan i værtfald ikke være særlig store" svarede han hende i en munter drillende tone "NÅRH Ja! mine poter bløder ikke mere! deres ellers sååg fine blod er blevet byttet ud med blåt... sååh nu er mine poter blå ._." Han flyttede blikket ned på sine mørke blå poter og fnøs kort

[Sage]

"De er MINDST på størrelse med fuldvoksne kronhjorte!" Siger hun højt og forsøger at lyde rettere drillende og overtalende. Dog tipper hun hovedet til siden da han snakker om blå poter. "Nogle har fået kolde poter, hah!" Siger hun så, et bredt smil og generelt bare en glad mine på.

[Mortuum]

Han grinte lidt af hende og satte sig ned "Nogle har fået.... Jah jeg ved ikke hvad jeg skal svare igen med" Han sad lidt og tænkte "Damn hvorfor er du så god til come backs..."

[Sage]

Hun nikker og smilte stort til at hun vandt denne her gang. "Det ligger bare til mig" Sagde hun og puffede legesygt til Mortuum. "Du burde øve dig med comebacks" Hun ved bare hvad man skal sige af og til, og andre gange bare holde sig stille.

[Mortuum]

"Jamen måske kan du lære mig nogle then" Grinte han og lage sig ned og så op på hende. Hans sorte hale 'fejede' frem og tilbage på jorden. "hvaaa har du så mødt nogle af de andre endnu? Udover hvem end der fortalte dig at jeg er her"

[Sage]

Hun smilte stort og kiggede på ham. "Nahhh kun Shika indtil videre. Er der da nogle interressante personligheder her omkring der gemmer sig?" Hun kiggede rundt for lidt ligesom at 'lede' rundt omkring. Hun håbede stærkt på at det ikke blot var de samme ulve der gik igen og igen. Hun har hidtil ikke mødt en hund som hende selv endu..

[Mortuum]

Han trak lidt på skulderen og så væk hen på vulkanen, "Altså der er en hund, en utrolig irriterende hund, også er der noget der ligner en polar ræv... Men ellers er der en del fra det gamle land... Shika, Marco og deres hvalpe" Han så tilbage på hende og smilte let "Har du så fundet dig en hulde endnu?"