Fox or wolf? [Gamma]

[Deleted]

Den smidige, spinkle polar ulv kom luntende mellem træerne på den frosne skov, imens de blågrønne øjne fra rettet imod et dådyrkid længere fremme. Ikke at hun havde tænkt sig at jage det ned..det var hun for lille til at gøre alene, men hun elskede at drille de dyr, der udviste frygt. Samtidig var det altid en fantastisk måde at udforske skovens kroge på. Den snehvide hale fejede lystigt frem og tilbage bag hende, imens hun, mæt efter et tidligere måltid inde på fisketorvet i Fazetbyen, som hun havde stjålet sig selv. Dog ikke uden at måtte flygte, men hun fandt stadig det at provokere menneskene utrolig underholdende. Hun dukkede sig og faldt i et med den hvide frostsne under de små poter, og lod de store, klare øjne følge det vildtfarne dådyrkid, med et opmærksomt blik, som var hun en kat på lur.

[Gamma]

Den sølvgrå ulv gled gennem landskabet, metallet på hans forben forårsagede lave kliklyde, for hvert skridt han tog, selvom hans gang var ganske ubesværret og nærmest flydende, som var der slet intet metal overhovedet. Man kunne nærmest se hvordan musklerne bevægede sig i takt med hans gang, under pelsen. Han havde fået færten af to ting.. En anden ulv, og et dådyr.

Og den af dem, der havde hans interesse, var dådyret. Han stoppede op og sænkede hovedet lidt mens han stadig var på afstand af dyret. Han kunne lugte ulven var tæt på, selvom det var utroligt svært at få øje på den. Den var sikkert ligeså ved som sneen, ellers havde han sikkert spottet den allerede. Men dådyrkiddet, det så han hurtigt, og han slikkede sine tænder, før han langsomt trådte nærmere. Han skulle nok fange det,og hvis han ikke gjorde, så skulle han nok finde noget andet.

Det grønne blik var låst mod det bette dyr og hans ører var opmærksomt spidsede, som han sneg sig nærmere, meget omhyggelig med ikke at lade sig høre, før han sprang fremad mod dyret, og strakte sit metalforben med de kniv-agtige klør på, ud mod kiddet, men med munden åben og klar til at bide fat i det, hvis han missede og det ikke kunne nå at komme væk. Det var først her han lod mærke til de blå øjne, selvom han nægtede at lade sig genere eller distrahere af det.

[Deleted]

Hun rettede sig en anelse op, da en sølvgrå ulv viste sig og havde udset 'samme' bytte, som hun havde ønsket. Hun bakkede herefter et par skridt tilbage, inden et advarselshyl forlod hende, og dådyrkiddet i det samme rettede blikket op og satte på flugt. Den hvide tæve brød i samme øjeblik ud i en fornøjet latter, inden hun tog endnu et skridt tilbage, og dukkede sig i sneen, så hun atter var camoufleret. "Kom igen næste gang." Sagde hun lettere drilsk til den fremmede ulv, og blinkede kækt til ham.

[Gamma]

Metal kløerne borede sig ned gennem sneen og den frosne jord, som dådyrkiddet stak af. Han så lidt efter det, før han så mod tæven, som hun lagde sig ned igen, før han begav sig over mod hende og sænkede hovedet lidt ned mod hende. "Nu hvor du har afslørret hvor du er, så ved du godt du ikke bare kan gemme dig på den måde igen, ikke?" Sagde han så, før han satte sig ned, med sit grønne blik hvilende på hende.

"Nu vi er igang.. Hvorfor advarede du dådyret?" Sagde han så, noget mumlende før han drejede hovedet for at se i den retning kiddet var løbet. Hvis han gad, og tog sig sammen, kunne han sagtens indhente det. Han så så tilbage på tæven igen, ganske afventende, og lod ikke til at være ligeså fornøjet over situationen, som hun var det. "Hvem er du?" Sagde han så.

[Deleted]

Hun rejste sig, lille og spinkel, men hurtig og flexibel og rettede de store, hvide ører frem imod ham. "Jeg plejer ikke at skræmme min egen middag væk, men finder det nu ganske sjovt at se andres måltider løbe sin vej." Svarede hun ærligt, efterfulgt at et kort grin, inden hun rettede sig lidt mere op. "Yuki." Svarede hun derefter kort på hans sidste spørgsmål, og undlod så meget som at skænke hans første ord en tanke. Han havde vidst ikke mødt en polar ulv med sans for camouflage før. Selvfølgelig kunne hun gøre det igen..hvis hun havde lyst, altså.

[Gamma]

Han himlede lidt med øjnene af det hun sagde, før han fnyste en enkelt gang. "Hm." Brummede han irriteret over det at hun fandt det morsomt at skræmme andres middagsmad væk. "Du har sikkert ikke mange venner så." Sagdehan så, noget henkastet, og lyttede lidt som hun fortalte sit navn.

Han kommenterede ikke på hendes navn heller, selvom han havde hørt hende. Det passede vel til hendes kedeligt hvide pels, og kedelige ikke-særligt humoristiske personlighed. Han fnøs lidt ved tanken.

[Deleted]

"Hvordan kunne du dog gætte dig frem til det?" Svarede hun kækt og blinkede kvikt til den sølvgrå ulv. "Men med din attitude gætter jeg på, at du heller ikke er omgivet af specielt mange ulve." Sendte hun hans 'kompliment' tilbage til ham, og lod halen feje roligt frem og tilbage bag hende, som var hun en kat, førend hun blottede de små, sidse tænder i et frisk, charmerende smil. "Du glemte at give mig dit navn. Det er almindelig høflighed." Indvendte hun, og trippede lidt med forpoterne i sneen under hende.

[Gamma]

Han rystede lidt på hovedet af hende. "Og alligevel, har jeg på fornemmelsen at jeg har flere venner end du har." Sagde han så, noget bedre vidende. "Og hvis ikke, så er jeg sikker på at jeg kan få venner. Modsat dig." Fortsatte han så i samme tone som før, og sluttede med et nik og en fnysen.

Han vendte ørene frem mod hende da hun spurgte til hans navn, og tilmed påstod det var almen høflighed, nu hun havde fortalt ham sit, og ærlig talt overvejede han at undlade, eller at lyve om sit navn, bare for at være på tværs, nu hun alligevel havde skræmt hans middagsmad væk. Nej, han burde nok være 'venlig'.

Til trods for hendes opførsel over for ham. "Gamma." Svarede han så, efter lang tids venten og i en overraskende monoton tone, mens han så på hende.

[Deleted]

Hun rystede på hovedet med et overskudsagtigt smil. "Hvis du var klog nok ville du vide, at det der med venner og flokke ikke ligger i hverken min natur eller til mit instinkt. En polar ulv er sin egen, så jeg tror mit grundlag for at have færre venner end dig er ganske godt spottede." Hun tilføjede en rolig latter, måske lidt for at understrege dumheden i at føle sig 'bedre stillet' fordi han havde flere connections end hende, men hun var sikker på, at hun alligevel havde snakket med flere ulve end han havde set hele sit liv, med hendes evige vandren.